Gaming mod skolevægring

Mens antallet af børn med skolevægring stiger, og politikerne diskuterer, forsøger en lille gamingklub i Rødovre at skabe et fællesskab for børn, der er faldet ud af skolesystemet. Den vigtigste regel er, at der ikke må være krav eller forventninger

Deres alder taget i betragtning skulle man tro, at Konrad, Noah og Emil var i skole på sådan en almindelig onsdag formiddag. Men de tre drenge på henholdsvis ni, ti og 11 år befinder sig i stedet i en lille halvmørk gaminghule i Rødovre og spiller computer. 

Stilheden bliver kun sjældent afbrudt af udbrud på en blanding af dansk og engelsk. 

»Jeg har tre kills,« konstaterer Noah lavt for sig selv, mens Konrad ærgrer sig over, at hans spil »crashede«. 

De tre drenge er en del af et hold i Rødovre Gaming for børn i skolevægring, altså børn med langvarigt skolefravær. Konrad går meget lidt i skole, Emil har ikke været i skole siden marts, og det er efterhånden 17 måneder siden, at Noah sad på skolebænken. 

Skolevægring er for alvor kommet på den politiske dagsorden ikke mindst efter DR’s dokumentarserie Skolens tabte børn, der følger en række familiers kamp for at få deres børn tilbage på skolebænken. 

Tallene fra dokumentaren er markante: Antallet af børn i skolevægring er næsten fordoblet det seneste årti. I skoleåret 2023/2024 havde 10.000 danske børn mere end tre måneders fravær, og mere end hver femte skoleelev havde et fravær på mere end ti procent. Det har ført til, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er kaldt i samråd.

Hos Rødovre Gaming venter de ikke på, at politikerne finder løsninger. I stedet ser man gaming som et værktøj, der kan samle de børn, som ellers har trukket sig fra skolen og verden omkring sig.

 »Jeg har et øje for gode tilbud på udstyr, jeg kan planlægge og lave aftaler med trænerne, så de synes, at det er rart at være her. Og så kan jeg få ting til at ske,« siger han og læner sig tilbage i en gamerstol ved et plastikbord i fællesrummet, der fungerer som hans kontor.

Det er Emils første gang i gamerhulen, og hans mor, Katrine Winther, håber, at den kan være et sted uden for hjemmet, hvor han faktisk har lyst til at være. Emil har allerede sat gang i yndlingsspillet Fortnite på en af klubbens computere. 

»Har du så mange skins i Fortnite?« spørger Marcus Andersen, holdets 21-årige træner med halvlangt hår og øreringe.

Gemt bag et par store høretelefoner svarer Emil med et lavt »mmh« uden at tage øjnene fra skærmen.

»Det skal nok blive godt,« siger Marcus Andersen og smiler til Emils mor, der har lagt hånden på den høje læderstol bag sin søn.

Hun nikker og svarer: »Ja, ikke?«

Væk med krav og voksne

Et lille rødt håndklæde hænger for hulens vindue. 

»En dag får vi et rigtigt gardin, men vi er jo en forening, så den slags tager tid,« siger Lars Jørgensen. 

Man kunne kalde ham klubbens daglige leder, men selv foretrækker han titlen ’driftsmand’. Med hvid skjorte, blazer og laksko står han i kontrast til rummets mange kabler, skærme og spilplakater. 

Når Lars Jørgensen taler om Rødovre Gaming, breder der sig et selvsikkert smil over hans ansigt. Det var hans idé, at trænerne i klubben skulle have løn, for så kunne man stole på, at de også tog ansvar for klubben og børnene. Selv tjener han ikke en krone på de 20-30 timer, han hver uge bruger på klubben ved siden af sit fuldtidsarbejde i HR-afdelingen hos SAS.

»Når jeg skal lægge så mange timer i frivilligt arbejde, skal det være noget, jeg brænder for. Og jeg brænder for det her på grund af min søn,« siger han. 

Lars Jørgensens søn Philip er voksen i dag, men kæmpede med skolevægring i folkeskolen. Det er erfaringen fra den tid, som har dannet fundamentet for skolevægringsholdet. Lars Jørgensen begyndte med at ’interviewe’ sin søn: Hvad skulle der til at få børn med skolevægring ud ad døren og ind i et fællesskab?

»Alt, der har noget med forventninger at gøre. Alt, der har noget med krav at gøre. Alt, der har noget med skole at gøre. Alt det må væk,« svarede sønnen.

»Og der må heller ikke være voksne. Markus er jo kun 21 år, så han er næsten som en storebror – det går an,« tilføjer Lars Jørgensen.

Det handler om, at børnene skal have et sted, hvor de kan være på deres egne præmisser. Når de møder op til gaming, bestemmer de selv, hvordan de vil bruge tiden. De behøver ikke at spille sammen, vælge bestemte spil eller møde på faste tidspunkter. Vil de hellere tegne, er det er også okay, fortæller Lars Jørgensen.

»Her er det en sejr, hvis børnene har forladt deres værelser og er kommet ud ad døren. Vi skal have gang i dem igen,« siger han.

Plads til gak

Rødovre Gaming har mange forskellige tilbud. Der er lørdage, hvor folk i alle aldre bytter Pokémon-kort. Der er hold for børn med nedsat funktionsevne, der danser med til spillet Just Dance. Og så er der selvfølgelig de regulære gaminghold, både for øvede gamere, hvor fokus ligger på de tekniske aspekter, og for mindre øvede, hvor pædagogikken er i højsædet. 

Skærmene er kommet for at blive, så her bruger vi dem til at give de unge mennesker digital dannelse, lyder mantraet.

Fællesrummets stole har fået nogle knubs. 

»Der skal være plads til lidt gak,« som Lars Jørgensen formulerer det. 

I gamingrummet i det tilstødende lokale er niårige Konrad ved at falde ned af stolen af grin. Han spiller et spil mod træneren Marcus, hvor de skal vælte hinandens tårne.

»Jeg kommer til at jævne dit tårn med jorden!« udbryder Konrad, der for 20 minutter siden næsten ikke var til at få et ord ud af.

Træneren Marcus Andersen ser sit snit til at henvende sig til 11-årige Emil og tiårige Noah:

»I spiller begge Fortnite. Har lyst til at spille sammen?«

Der kommer intet svar fra drengene, og Noah begynder i stedet at fortælle om de forskellige spil, han har derhjemme. Han følger også bestemte kanaler på YouTube, forklarer han. Selv om han tydeligvis er nervøs for at tale med sidemakkeren Emil, begynder ordene lige så stille at vælte ud af ham.

I fællesrummet slår Noahs mor, Michele Evers Poulsen, ud med armene, som var der sket et mirakel.

»Når han taler, er han glad,« siger hun.

Faldt ud i første klasse

Noah ser ingen jævnaldrende til daglig, fortæller hun. Det er meget svært for ham at møde nye venner, og mange af dem, han har gået i skole med, bliver vanskeligere for ham at få aftaler om at ses med, som tiden går. 

Når et barn mister hverdagen i folkeskolen, mister de også et socialt fællesskab, konstaterer Michele Evers Poulsen.

»Der er noget mindre konfronterende over at være sammen omkring skærmene,« siger hun.

»De får langsomt lov til at bløde op, og lige så stille begynder de jo også at tale sammen. De begynder at være sociale med hinanden og finder et fællesskab.«

Og det er i virkeligheden, hvad det handler om. Noahs mor håber, at gaming kan blive et springbræt til, at han ikke bliver så nervøs for det sociale, når han begynder i skole igen.

»Den dag, kommunen altså tilbyder ham en plads på specialskole,« siger hun. 

Noah begyndte at falde ud af skolen allerede i første klasse. Han ville ikke afleveres, og det resulterede i nogle ubehagelige situationer, hvor det var nødvendigt at bruge magt for at få ham ind i klassen. Klasseværelset var for overvældende, så han blev placeret på et af skolens biblioteker med en pædagog.

»Det var bare opbevaring, han fik ingen undervisning,« fortæller Michele Evers Poulsen.

»Det stod på i et helt år.«

Sideløbende fik Noah en autismediagnose, og han endte med at skifte til en skole med flere ressourcer. Lige lidt hjalp det. I fem måneder sad Michele Evers Poulsen hver morgen med Noah i bilen ude foran skolen. Han ville simpelthen ikke derind.

»Han kunne ikke holde til det, jeg kunne ikke holde til det. Det gik bare ikke, så siden maj sidste år har vi været hjemme,« siger hun.

Ikke den enkeltes ansvar

Emils mor, Katrine Winther, genkender historien. Hendes søn venter også bare på at få et specialskoletilbud.

»Emil sagde til mig, at når kommunen kommer med et tilbud, så skal jeg sige ja – for han vil bare gerne være et sted, hvor han kan få lov til at være sig selv.«

Emil har ligesom Noah fået stillet en autismediagnose, og Kathrine Winther er i gang med lære, hvordan hun bedst støtter ham. Mens han gamer, sidder hun og skriver noter fra et nyligt kursus om børn med autisme, hun har deltaget i.

Emils og Noahs mødre følger med i forskellige facebooksider for forældre til børn i skolevægring. Det er en hård omvæltning, når et barn falder ud af skolen, også for forældrene. Man frygter, at man har gjort noget forkert, fortæller de.

»Fra politikerne får vi jo at vide, at det handler om, at børnene er dårligt opdraget,« siger Noahs mor, Michele Evers Poulsen. 

Hun refererer til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfayes lancering af sin selvopfundne diagnose PDO – børn, der opfører sig skidt i skolen, fordi de er »Pisse Dårligt Opdraget«.

»Det er jo os, han taler om,« siger hun og fortsætter:

»Noah var meget udadreagerende. Men det var, fordi han ikke kunne holde ud at være i skolen.«

Rødovre Gamings Lars Jørgensen indskyder, at det er samfundet som et fællesskab og ikke de enkelte forældre, der skal løse problemet.

»I det regnestykke er foreninger som vores også med,« siger han.

»Jeg ville ønske, at vi kunne have et skolevægringshold hver dag og ikke kun om onsdagen. Give de her børn noget at se frem til, et sted, de kan slappe af, et sted, hvor de føler, at der er plads til dem.«

Sejr!

De voksne smiler til hinanden, da der igen kommer begejstrede udbrud inde fra gaminghulen.

Det er næsten til at glemme, at de samme drenge sad helt tavse for en time siden med hver deres spil. Emil har smidt hørebøfferne, og nu spiller de alle på samme hold i Fortnite.

»Vi har lavet et squad, og vi skal spille som Iron Man,« fortæller Noah så begejstret, at stolen er ved at rulle væk under ham. 

»Victory!« jubler drengene kort efter i kor. 

»Vi var åbenbart lidt bedre end de andre,« siger træneren Marcus Andersen, hvilket får de tre drenge til at lyse op i stolthed.

Konrad siger, at gaming er sjovt, men at game sammen med de andre, »det er lidt sjovere«.